Hyldesten der forstummede
Braga skulle fejre Ronaldo. I stedet blev aftenen en påmindelse om, hvor hurtigt vi dømmer, og hvor hurtigt vi er parate til at kåre.
Aftenen i Braga var tænkt som en folkefest. Det var Portugals første kamp efter Cristiano Ronaldos farvel til landsholdet, og i 7. minut lyste storskærmen op med kaptajnen. Tribunerne kogte, og tusinder råbte hans "Siuuu" ud i novembermørket. Det var en afskedsfest for den største spiller, landet har fostret.
Halvanden time senere var festen væk. Pierre-Emile Højbjerg havde scoret på straffe, Rasmus Højlund to gange, og i det 75. minut satte Joachim Andersen 4-1 ind. Det stadion, der havde sunget for Ronaldo, sad nu tavst og kiggede ned i græsset.
Den kontrast er værd at holde fast i. For den siger mindre om landsholdet end om os andre.
Lad os huske, hvordan stemningen var for en måned siden. Danmark havde tabt VM-billetten i marts, efter straffesparkskonkurrence i Prag. Efteråret begyndte med nederlag i Oslo og 2-4 hjemme mod Portugal, og holdet havde lukket syv mål ind på tre kampe. Kritikken haglede ned over Brian Riemer: i tv-studierne, i avisernes analyser og i kommentarsporene. Han var for naiv, for åben og for ubeslutsom. Projektet var kørt fast. Mange havde allerede skrevet konklusionen.
Hvad fortæller det om os?
Vi lever i en kultur, hvor alt skal måles nu. Aktiekursen fra kvartal til kvartal, politikeren fra måling til måling, træneren fra kamp til kamp. Vi har vænnet os til, at dom skal falde hurtigt og helst højlydt. Fodbold er bare det sted, hvor det står tydeligst, for her får vi et nyt resultat hver tredje dag, og hvert resultat føles som et svar.
Men en straffesparkskonkurrence er ikke et svar på, om et projekt er godt. Det er et møntkast med publikum. Og to nederlag i september siger mindre om et hold end de mange måneder af arbejde, ingen af os ser: spillere, der lærer et system, et hold, der finder sine relationer, og en træner, der justerer i stedet for at kaste alt over bord.
Sejren i Braga var ikke held. Danmark skabte chancer for 2,29 forventede mål mod Portugals 1,28 og scorede både på straffe og i spil. Det ligner et hold, der har lært noget. Og det har det ikke gjort fra den ene uge til den anden.
Netop derfor skal vi være forsigtige med det næste skridt. For den samme trang, der fik os til at dømme Riemer ude i oktober, vil nu kåre ham til geni i november. Det er to sider af samme utålmodighed. Hvis én aften i Braga kan vende hele fortællingen, så var fortællingen aldrig særlig meget værd.
På tirsdag kommer Norge til Parken, og det kan sagtens gå galt. Spørgsmålet er, om vi så igen river det hele ned.
Det ville være et lille, men vigtigt fremskridt, hvis vi lærte at tale om succes og fiasko med lidt mere tid i stemmen. Ikke fordi kritik er forkert, for det er den ikke. Men fordi værdi, i fodbold som alle andre steder, bliver bygget over tid. Portugal hyldede i lørdags en spiller, hvis storhed tog tyve år at bygge. Den, der kun kigger på sidste resultat, ser aldrig, hvad der er ved at blive bygget.